Transkutan elektrisk nervestimulation (TENS) fungerer ud fra principperne om smertemodulation gennem både perifere og centrale mekanismer. Ved at levere lavspændingselektriske impulser via elektroder placeret på huden, aktiverer TENS store myeliniserede A-beta-fibre, som hæmmer transmissionen af nociceptive signaler gennem rygmarvens dorsale horn, et fænomen beskrevet af gate-kontrolteorien.
Derudover kan TENS inducere frigivelsen af endogene opioider, såsom endorfiner og enkefaliner, som yderligere dæmper smerteopfattelsen ved at binde sig til opioidreceptorer i både det centrale og perifere nervesystem. De umiddelbare smertestillende virkninger kan manifestere sig inden for 10 til 30 minutter efter påbegyndelse af stimulering.
Kvantitativt har kliniske forsøg vist, at TENS kan føre til en statistisk signifikant reduktion i VAS-scorer, typisk mellem 4 og 6 point, selvom variationerne afhænger af individuelle smertetærskler, den specifikke smertetilstand, der behandles, elektrodeplacering og stimuleringsparametrene (f.eks. frekvens og intensitet). Nogle undersøgelser tyder på, at højere frekvenser (f.eks. 80-100 Hz) kan være mere effektive til akut smertebehandling, hvorimod lavere frekvenser (f.eks. 1-10 Hz) kan give længerevarende effekter.
Samlet set repræsenterer TENS en ikke-invasiv supplerende behandling til akut smertebehandling, der tilbyder et gunstigt fordel-risiko-forhold, samtidig med at afhængigheden af farmakologiske interventioner minimeres.
Opslagstidspunkt: 7. april 2025
